• Her er C25-vinderne i første halvår: Derfor er de gået uden om handelskrig og kaos

    Source: BDK Finans / 01 Jul 2025 11:05:08   America/Los_Angeles

    De danske C25-aktier har leveret som dag og nat i årets første seks måneder. For selvom det på overfladen ser nogenlunde roligt ud med et afkast på lidt mere end minus to procent, så dækker det over enorme forskelle på top og bund. Aktionærer i Zealand Pharma, Novo Nordisk og GN Store Nord har kunnet se deres formue skrumpe markant. Men har man haft investeringer i et af de tre selskaber, der har været årets hidtidige vindere, kan man roligt åbne op for de kolde bobler – og nyde det tidlige julivejr. På seks måneder har de nemlig fået et afkast, der svarer til det, man normalt får på fire år. Og det er ikke nødvendigvis de aktionærer, der normalt bliver forkælet med brandvarme aktiekursstigninger. ISS er kommet sikkert i land For halvårets store vinder i C25-indekset er servicegiganten ISS. Aktien er nemlig steget hele 36 procent i årets første seks måneder. »ISS har overrasket positivt med en stærk organisk vækst og tegn på volumenfremgang – særligt i Asien. Samtidig har et aktietilbagekøb på 2,5 milliarder kroner også understøttet kursen,« siger senioranalytiker i Nordea, Victor Fabricius. Der har dog været et langt tilløb til det gode halvår, fortæller investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen. »ISS har simpelthen haft for mange bump på vejen. De har haft for mange nedskrivninger og for meget har handlet om det skrantende franske forretningsben,« siger han. Men i år har man altså overbevist investorerne om, at der er kommet styr på biksen, vurderer Per Hansen. »De er lykkes med at fortælle investorerne om deres strategi, som er at lave marginsikker vækst. Det vil sige, at når der indgås nye kontrakter, så er det mindre kontrakter. På den måde bliver ISS mindre afhængig af en enkelt kontrakt,« fortæller investeringsøkonomen. Derudover fremhæver han, at servicegiganten er blevet langt bedre i sin kommunikation med aktiemarkedet. »Og det er bare sindssygt vigtigt, at ledelsen hele tiden er bevidste om at have et godt forhold til aktiemarkedet,« fortsætter han. Når Victor Fabricius fra Nordea kigger ind i årets andet halvår, er der især to ting, han holder øje med. »Skal aktien stige yderligere i andet halvår, kræves der klarhed om, hvorvidt væksten er opnået på bekostning af marginen. Samtidig venter investorerne stadig på en afklaring i den verserende voldgiftssag med Deutsche Telekom, som forventes afgjort i indeværende måned,« siger han. Den sag handler om uenigheder om en indgået kontrakt, som har resulteret i, at det tyske selskab tilbageholder omkring 600 millioner kroner i betalinger. Comeback i Carlsberg Det var ikke sjovt at eje aktier i Carlsberg sidste år. Men i 2025 har bryggerigiganten lavet noget af et comeback. Carlsberg-aktien er nemlig steget med 30 procent i årets første seks måneder. Og spørger man André Thormann, der er aktieanalytiker i Danske Bank og følger Carlsberg tæt, er der flere årsager til det. »Aktien begyndte for alvor at klare sig godt, da Carlsberg kom med deres regnskab for fjerde kvartal. Her overraskede de positivt med deres fremtidsudsigter, som var bedre, end vi ventede på forhånd,« siger han. Ifølge Victor Fabricius skyldes de bedre udsigter – trods faldende volumen og modvind fra mistede licensaftaler – lavere forventede omkostninger. Sidste år blev året, hvor Carlsberg foretog et af de største opkøb i bryggerigigantens 177 årige historie. Nemlig opkøbet af den britiske producent af læskedrikke, Britvic. »Jeg tror, at folk er begyndt at få øjnene op for, at det er godt for Carlsberg at have flere produkter end bare øl. Og der har opkøbet af Britvic været en rigtig vigtig faktor for Carlsberg,« fortæller André Thormann. Netop opkøbet af Britvic er også noget, som aktieanalytiker i Jyske Bank, Haider Anjum, fremhæver. »Vi har i år fået noget afklaring på flere af de forhold, som investorerne sidste år var optaget af. Det var blandt andet opkøbet af Britvic samt overtagelsen af den asiatiske forretning, Carlsberg South Asia,« siger han. Han påpeger yderligere, at Carlsberg ikke har nogen eksponering mod det amerikanske marked. Og det har givet investorerne mere ro i maven til at investere i bryggeriet. Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, fremhæver også Carlsberg som en stabil investering i en usikker verden. »Et selskab, der har noget stabilitet over sig, og som ikke har eksponering mod USA, er lige nu en rigtig god kombination,« siger han. Hos både Nordea og Jyske Bank forventer man dog ikke, at Carlsberg-aktien også skal stige med 30 procent i årets andet halvår. »Vi ser lidt udfordringer med væksten i både Europa og Asien samt risiko for tab af Coca-Cola-licenserne i Norden, og vi er derfor mere skeptiske på den længere bane,« lyder det fra Victor Fabricius. Jyske Banks Haider Anjum mener også, det er tvivlsomt, om Carlsberg-aktien kan fortsætte i samme tempo. »Vi forventede ved årets start et godt 2025 for Carlsberg-aktien. Men det virker til, at investorerne har taget forskud på glæderne. Det er gået rigtig hurtigt i år. Derfor forventer vi heller ikke den helt store kursoptur i andet halvår, men mere en flad udvikling,« siger han. I Danske Bank kommer André Thormann til at holde særligt øje med, hvad Carlsberg melder ud om Britvic i regnskabet for årets andet kvartal, ligesom han ser frem til selskabets kapitalmarkedsdag i oktober. Danske Bank rider på bankbølgen På trods af, at renterne i Danmark og Europa i år er faldet, har det været et særdeles godt år at være bankaktionær i. Faktisk har de europæiske bankaktier over en bred kam haft det bedste halvår i dette årti. Og Danske Bank-aktien har med en stigning på 30 procent ikke været nogen undtagelse. »Danske Bank har udvist stigende kommercielt momentum med højere udlån end ventet og en nettorenteindtjening, der overraskede positivt,« siger Victor Fabricius og fortsætter: »Det er særligt værd at bemærke, at de lange renter er blevet relativt højere end de korte, hvilket er positivt for bankens nettorenteindtjening, da de kan finansiere sig billigere i den korte ende og samtidig fastholde højere rentesatser på udlån.« Både Jacob Pedersen fra Sydbank og Per Hansen fra Nordnet fremhæver, at Danske Bank er mindre eksponeret mod den globale – og i særdeleshed amerikanske – økonomi, og mere eksponeret mod den danske. »Det, der kendetegner dansk økonomi lige nu, er rekordhøj beskæftigelse, et boligmarked, der har det godt og generelt en stærk dansk økonomi,« siger Per Hansen. »Og det betyder, at indtjeningsvilkårene for bankerne fortsat vil være gode. For tabene hos bankerne vil være nogenlunde begrænsede, fordi økonomien er så solid, som den er,« supplerer Jacob Pedersen. Ligesom tilfældet er for Carlsberg, har Danske Bank – og danske banker generelt – ikke stor eksponering til USA. Og det trækker også op i aktieregnskabet, fortæller Per Hansen. Når Nordeas Victor Fabricius kigger ud i fremtiden, ser han fortsat gode takter for Danske Bank. »Vi vurderer, at Danske Bank står stærkt i markedet med højt aktivitetsniveau, forbedret fokus på kerneforretningen og en generøs udlodningspolitik, hvor stort set hele overskuddet ventes sendt tilbage til aktionærerne i form af udbytter og aktietilbagekøb i perioden 2025 til 2027.« https://www.berlingske.dk/aktier/her-er-c25-vinderne-i-foerste-halvaar-derfor-er-de-gaaet-uden-om
Share on,